tirsdag den 19. februar 2013

Chocolate covered fruits and a good movie

Efter at have spenderet det meste af dagen på skolen og beklaget mig over mit knæ mindst 300 gange, har jeg nu ligget i sofaen de sidste to timer og set den første Pirates of the Caribbean med Mickael. Det er efterhånden længe siden, vi har set film sammen, så det var super hyggeligt at ligge der og putte, mens en god film rullede af sted. Ud over at se en god film skar jeg også en masse lækkert frugt op og smeltede noget (mørkt) chokolade til at dyppe det i. Jeg vil gerne tilføje til mit forsvar, at jeg ikke spiste ret meget chokolade, haha. Men derimod frugt i massevis!


DSC_1277Bestående af én kiwi, en halv melon som jeg ikke aner, hvad er for en slags?? (googlede det og fandt frem til, at det hedder en "santa claus melon", hmm), omkring 300 gram jordbær og en lille banan. Så lækkert!


Jeg holder på nuværende tidspunkt en pause med træningen, indtil mit knæ beslutter sig for at få det lidt bedre. Jeg har haft problemer med det i 3-4 år nu, og fik sidste år konstateret en meniskskade i højre knæ, som gør fandens ondt, når jeg går for meget, løber bare en smule, hopper eller overbelaster det på anden vis. Jeg synes ærligt talt, det er virkelig ærgerligt, at jeg som 17-årig knapt kan holde til to dages sightseeing. Altså, sådan skal det jo ikke være. Jeg overvejer derfor stærkt at få der opereret, så det er vi ved at kigge nærmere på, for jeg kan jo ikke rende rundt sådan her resten af mit liv. Jeg vil jo gerne opretholde en aktiv og sund livsstil, men det er sgu lidt besværligt, når jeg ikke engang kan gennemføre mere end tre dage af 30 day shred på grund af mit knæ.


Noget andet interessant - i går lå jeg kiggede efter spil, jeg kan spille på mobilen og stødte på det spanske spil TriviaDos, som grundlæggende bare er som Trivial Pursuit. Spillet kan spilles på engelsk, så det gjorde jeg, men det viste sig, at det stort set kun var spanske spillere (selv på engelsk). Jeg spurgte derefter min modstander, om vedkommende var fra Spanien, og det var han/hun, så jeg endte med at chatte med personen i lidt over en time. PÅ SPANSK! For første gang i mit liv har jeg brugt spansk for alvor med en person, jeg ikke kender. Det var meget sjovt og udfordrende. Derudover gik det egentlig ret godt, hvilket jeg ikke havde regnet med. Så rettede personen mig, når jeg skrev noget forkert. Jeg tror virkelig, det er en god måde at lære sig et sprog på.


Jeg vil nu lægge mig ind i seng og sove riiigtig tungt, så mit søde lille knæ kan hvile.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar