Jeg har lige set denne smukke video lavet af Kræftens Bekæmpelse med formålet at skabe bevidsthed og opmærksomhed på hudkræft/modermærkekræft. Videoen består af 8 danskere, der beretter om deres "møde" med kræften. Videoen er vinklet på en interessant måde - de otte personer snakker nemlig til deres 15-årige selv. Jeg synes, videoen er flot, eftersom moralen er, at værdsætte det man har, mens man har det og samme tid gøre, hvad man kan for at beskytte det, for det er ikke kun naboen, der kan blive ramt, hvis ikke man passer på.
Jeg er selv en af dem der, der godt kan komme til at "glemme" solcreme og beskyttelse mod solen, fordi jeg er åndssvag nok til at bilde mig selv ind, at jeg får mere sol uden brug af solcreme, hvilket jo ikke er korrekt. Jeg ender altid op som en krebs og har gerne ondt i flere dage efter, hvilket man jo kan takke sig selv for. Jeg kan sagtens forestille mig, at det var mig, der om 15-30 år ville sidde og ærge mig over, at jeg ikke tog bedre beslutninger i mine unge dage.
Sidst i videoen sad jeg med tårer i øjnene, for man kan da ikke undgå at føle sig berørt af noget, som man selv kan sætte sig ind i. Det kan jo ske for enhver! Jeg har netop lovet mig selv, at jeg her til sommer vil være bedre til at beskytte mig selv mod solen. Det er især vigtigt, når man befinder sig her i Syden!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar