Mickael og jeg var i går inde på feriaen i Fuengirola, hvilket lidt svarer til en form for lille, omrejsende tivoli, som kommer til byen en gang om året og bliver en uges tid på samme sted. Høj musik, farvestrålende karruseller samt en stærk lugt af sukker omgiver en, når man går ned gennem de små "gader". Vi købte en bøtte med candyfloss og tog derefter hjem og haps - så spiste vi det hele.
Noget rigtig, rigtig dumt (og lidt sjovt) skete i morges. Vi troede, at Mickaels flyafgang var i dag, men så viser det sig sgu, at det først er i morgen. Det gik først op for os da vi stod ude i lufthavnen og prøvede at tjekke hans kuffert ind. Bum... Nå, men så fik vi en ekstra dag sammen, så helt skidt var det jo ikke.
I morgen skal han jo så flytte tilbage til Frankrig, så det er jo lidt noget lort, men jeg er sikker på, at vi kan få det til at fungere. Har netop bestilt flybilletter til at holde jul med ham i Frankrig. Jeg skal være der i to uger, så det skal nok blive hyggeligt, især når vi ikke kommer til at se hinanden ret meget i de mange kommende måneder. Så skal jeg holde jul på fransk manér, spise fransk julemad (meeen... skal nok også bage nogle danske godterier - det slipper de ikke for!) og på fransk julemarked i Paris i juledagene. Jeg glæder mig allerede som et lille barn!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar