Hej dejlige folk! I dag gik turen til den 5. station på Mount Fuji, som ligger i ca. 2300 meters højde, så der var den fineste udsigt både op til bjerget samt ned over skovene. Da vi vågnede i morges, var vi overraskede over at finde ud af, at klokken var 8, og at vi havde sovet i omkring 11 timer! Det er jo helt vildt, men sådan går det jo åbenbart når man ikke spiser ordentligt, går en masse og ellers bare er jetlagged. Men det var dejligt at få sovet i gennem, og vi fik en masse ud af dagen. Vi tog toget ved 10 tiden fra en nærliggende busstation, og en lillebitte times tid senere var vi to tredjedele oppe af Japans højeste bjerg/vulkan/punkt. Så fed en oplevelse! Det kunne have været fedt at bestige bjerget, men eftersom det tager mange timer og bliver meget koldt, så var vi desværre slet ikke klædt til det.
Nu er klokken halv seks og vi har for længst spist aftensmad. Vi fik nogle nudler med i en grøntsagssuppe, som det lykkedes mig at spise med spisepinde. Utroligt! Lige nu sidder vi nede i hotellets lobby eftersom der ikke er internet på værelserne. Hotellet er sådan set fint nok, og vist også privat eget, men det virker lidt som om, vi er de eneste turister, der nogensinde fik den idé, at booke os ind her. Der er åbenbart udelukkende japanere her og morgenmadsbuffeten (som vi heldigvis ikke har meldt os på), består af noget, jeg ikke engang kan finde frem til, hvad ligner. Nå, men bortset fra det, så er her jo fint nok, og vi hygger os gevaldigt! Det ender garanteret med, at vi går op i bad om lidt og falder i søvn i løbet af no time og vågner i nat, men så må det jo være sådan.
Toppen af Mount Fuji.
Breakfast, anyone?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar