Min skønne veninde, Camilla har meddelt, at hun kommer til Málaga her til maj for at gå på sprogskole i en uge. Jeg har ikke set hende i over et år, så jeg glæder mig utroligt meget til at se hende igen, selv om der stadig er lang tid. Jeg har kendt hende i rigtig mange år nu, så vi kender hinanden ud og ind, selv om vi ikke har snakket så meget sammen de sidste par år.
I dag har været en frygtelig kedelig og grå (ikke bogstaveligt) dag. Selv om vejret var smukt, har jeg bare været ualmindeligt muggen af ukendte årsager. Måske har det noget at gøre med, at onsdag er den længste skoledag, og at vi sad på tredje måned og arbejdede med grammatikpapirer i spansk? Jeg har det sådan, at jeg virkelig ikke kan lære noget ved bare at læse og læse og læse om det. Jeg har brug for at se det og føle det. Derfor er jeg nu i fuld gang med at downloade Sexo en Nueva York (Sex and the City på spansk), så jeg kan vænne mig til sproget og lære mig noget mere. Så håber jeg, det giver pote!
Nå, men derudover havde vi altså gymnastik. Det er ikke fordi, jeg har noget imod at være aktiv, men jeg kan bare ikke holde gymnastiktimer ud. Det er så frygteligt. Og som prikken over i'et havde jeg hovedpine, men det er heldigvis gået væk nu. Her til aften kom min dejlige mor over, så vi kunne lave noget lækkert indisk mad, så det gjorde vi. Vi lavede aloo gobi, og nu har jeg rester nok til to dage mere. Ind i fryseren med det. Dejligt og nemt!
Resultatet var noget nær dette og så med ris til!
I aften tror jeg bare, jeg vil tidligt i seng. Min krop længtes efter en god nats søvn. Jeg troede nemlig selv, jeg var smart, da jeg drak en kæmpe kop kaffe både mandag og tirsdag aften. Det viste sig så, at nok er det lækkert, men gud hvor er det umuligt at sove bagefter. Det har jeg så lært nu, selv om jeg virkelig har lyst til kaffe.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar